Postevand i Danmark

Postevand

Postevand i Danmark kommer i 99% af tilfældene fra grundvand. Det kan være offentlige eller private boringer. Mindre landsbyer og småsamfund deler en boring i fælleskab, og deler udgifterne til vedligeholdelsen. I større byer bruger man vandtårne til at regulere til et ensartet vandtryk, hvor de mindre boringer har trykbeholdere.

Der findes et drikkevandsdirektiv, som er udgivet af Miljøministeriet, der nøje angiver hvor meget og hvor lidt vandet skal/må indeholde af tilførte stoffer, før det overholder kravene. Drikkevandsdirektivet er dog under revision, da det i sin tid blev lavet over en rapport fra DTI (Danmarks Teknologiske Institut) der omhandlede ledningsført vand. Dvs. at vand skal være af en bestemt bekaffenhed, før det er egnet til at blive ført af rør fra en boring til et brugssted. Dette blev så adopteret til at være kravene for "godt drikkevand" under daværende miljøminister Svend Auken, men har dog intet med sundhed at gøre, og er af ren teknisk karakter.

Postevandet i Danmark kan indeholde op til 300.000 forskellige stoffer, af kendt eller ukendt art, fastslog miljøgruppen NOAH i en vandmiljørapport fra 2001. Da det er økonomisk, og næsten teknisk, umuligt at undersøge en vandprøve for hvilke af de 300.000 stoffer den indeholder, og ingen har nogen klare beviser eller undersøgelser for hvordan disse påvirker mennesker, må man desværre sige at postevand i dag er basisvand. Basisvand i den forstand at man skal overveje en efterbehandling af det, hvis man ønsker en sikker indtagelse af det. De fleste boringer bliver dog med mellemrum testet for indholdet af pesticider og visse tungmetaller, og kan disse ikke bringes ned, vil man lukke boringen. Vi må dog desværre affinde os med at fortidens synder i industri og landbrug, har gjort det temelig usikkert, hvad der egentlig befinder sig i postevandet. Det er naturligvis værre nogle steder end andre.